novellesamling af Nina Kreutzmann Jørgensen

 

Manden ved siden af har lagt mærke til hende. Han har en skrigende rød skjorte på, og hun kan nu se, at han er yngre, end hun troede. Måske 27. Hun ved ikke helt, om hun alligevel skal tage chancen. Han lægger sin arm om hendes ryg.
– Skal jeg hjælpe dig længere op, søde? siger han og prøver at skubbe hende op på bardisken. Han er alt for slap.
Lulu griner og fjerner hans hånd. Hun kan se, at han er ret fuld.
– Hvaaa … er du ikke lidt for gammel til at være her? spørger han og kigger forbi hende.
– Hold da kæft, siger Lulu og mærker, hvordan skuffelsen kommer snigende.


bogen

Helga, Maalia, Lulu, Anna, Gudska og de andre kvinder bor i Grønland, Island, Færøerne og Danmark, og novellerne om dem er nedslag i moderne kvinders liv. Det handler om hverdagens trivialitet og overflade, om spiseforstyrrelser, tab af barndom og selvværdsproblemer. Men det handler også om erkendelser, drømme og håb.
Bogen udkommer samtidig med hendes første danske album NINA – Hun står i nordenvind. Lyrikken har inspireret til novellerne, som også fortolkes i illustrationer af nordiske kunstnere. Tilsammen danner musik, noveller, lyrik og billedkunst en mosaik om nordisk identitet og kvindeliv.

 

forfatteren

Nina Kreutzmann Jørgensen er en kendt og anerkendt grønlandsk sangerinde, som med denne bog debuterer som forfatter. Hun er uddannet lærer, og arbejder på Ilinniartitsisoq, Lærerseminariet i Nuuk. I dette multikreative projekt forener hun musik, lyrik, noveller, billedkunst og endda videokunst i musikvideoen til sangen Maalia. Læs mere på facebook.com/ninakj