roman af Iben Mondrup
“Er det 35 371 222 … Solvej Strand?” spurgte en mandsstemme med en kraftig accent.
“Jah … Hvem taler jeg med?”
“Mit navn er Angu Lyberth, jeg ringer fra politistationen i Nuuk i Grønland. Det drejer sig om Verner Hasted …”
Min hud trak sig langsomt sammen. Hårene rejste sig. Manden i telefonen tøvede et øjeblik.
“Undskyld, er du der endnu?” spurgte han så. Forsinkelsen på hans stemme skabte et kort ekko.
Jeg kunne ikke sige noget. På mindre end få sekunder var min mund tørret ud, og tungen føltes som om den var svulmet op til dobbelt størrelse.
“Ja, jeg er her endnu,” svarede jeg med en underlig kvækkende stemme.
Manden i den anden ende tog ikke yderligere tilløb.
“Jeg er ked af at skulle fortælle dig …”
bogen
Hvad sker der, når tæppet trækkes væk under et menneske, som lever på halve sandheder, og som derfor er grundlæggende klemt, ængsteligt og uforløst? Ved slusen er historien om tre mennesker, hvis tilværelser på hver sin måde vendes op og ned – og flettes ind i hinanden.
Solvej får besked om, at hendes samlever er forsvundet på en felttur i Grønland, sandsynligvis druknet. Af forskellige årsager står Solvej pludselig på gaden og har akkurat råd til at købe en faldefærdig båd, der ligger fortøjret i en af Københavns små, glemte kroge. Hendes tidligere studiekammerat Olav dukker op på rette tid og sted og hjælper med at få hende på ret køl. I takt med, at Solvejs baggrund rulles op, og hun langsomt kommer til hægterne, bytter de roller, og Solvej bliver den, der hjælper Olav med det store knudepunkt i hans liv – kærligheden til Helene.
forfatteren
Ved slusen er Iben Mondrups romandebut. Hun har tidligere udgivet bogen De usynlige grønlændere – en debatbog om sprog og identitet (2003).
Iben Mondrup er født 1969 og opvokset i Grønland. Hun er uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og cand. phil. i kunstteori og formidling fra samme sted. Hun har de sidste mange år boet i København, og hendes optagethed af byens puls og hastige udvikling slår igennem som baggrund for handlingen i Ved slusen.
anmeldelser
Det er berigende og underholdende at læse Ved slusen.
Sermitsiaq
Livsbekræftende roman om kærlighed og sorg. Om sorgbearbejdning, der fører til utraditionelle møder, forsoning og nye valg.
litteratursiden.dk
En velskrevet og realistisk roman.
DBC
Iben Mondrup har store ambitioner og tror på litteraturen som et erkendelsesrum.
Berlingske Tidende
Der er noget rart, adstadigt, almindeligt og menneskeligt i denne skildring om at nå til næste kapitel i livet efter tab og sorg.
Ekstra Bladet