roman af Hans Jakob Helms
Lidt efter forsvandt bilen på de grusede veje, der førte hen mod den anden del af byen og det hus, han selv havde bygget den sommer for mange år siden, da han blev nødt til at vende hjem. Den sommer, der var så svanger med skæbne, at det først er nu, vi for alvor begynder at forstå, hvad det var for kræfter, vi slap løs, mens vi dansede gennem firsernes arktiske fest, sneblinde af ungdom. For mens vi dansede, blev løgnene spundet, intrigerne lagt og skyggen fordrevet til isen. Da vi endelig forstod det, var det for sent.
bogen
Bjørn, en ung dansk journalist, vikles ind i et eventyr om magt og oliemillioner. Vi befinder os i Arktis i begyndelsen af 1980’erne. Grønland har fornylig fået hjemmestyre, og også andre steder i den arktiske verden gryer en politisk frigørelsestrang, samtidig med at de første store oliefund finder sted.
Den alaskanske inuk Amaroq tager Bjørn med på en hæsblæsende rejse ud i verden, fra Grønland via Danmark til Canada, Alaska og England. En rejse, som skal vise sig at få skæbnesvangre følger for Bjørns fremtid, for hans forhold til kærligheden – og sin egen samvittighed.
Bjørn beretter 20 år senere hele dette begivenhedsforløb for sin 18-årige datter, Ida, og mens historien fra 1982 blotlægges, udfoldes forståelsen af datidens hændelser og konsekvenserne af dem langsomt hos Bjørn selv og hans familie, og 2002-delen af romanen får langsomt lige så stor vægt som historien fra fortiden. De to fortællinger fletter sig sammen i en flydende strøm gennem bogen, og tilbage står den afslørede politiske betaling og hjerteskærende kærlighedshistorie, der tilsammen har været Bjørns pris for at kaste sig uvidende ud i en anden kultur og en anden verden end den, der er hans. Prisen for hans naive fløjten efter nordlyset.
forfatteren
Hans Jakob Helms er født i Ammassalik i Østgrønland i 1949. Som barn af danske forældre voksede han op dels i Grønland dels i Danmark. Uddannet cand.mag. i dansk sprog og litteratur samt etnografi fra Aarhus Universitet. I mere end 30 år har han arbejdet i og for Grønland, og har opbygget et stort kendskab til grønlandske forhold, arktiske problematikker og international politik. Hans Jakob Helms er i dag politisk rådgiver for Siumuts medlem i Folketinget.
anmeldelser
Det gør denne inuit-thriller behageligt uforudsigelig… I stedet for romantiske beretninger om livet i de små inuit-samfund, får vi en barsk skildring af, hvordan det er som stor, hvid mand at havne i en inuit-by ude i nowhere.
Weekendavisen
Sjældent har jeg læst en roman, der som denne på samme tid fænger på grund af sin litterære værdi og fortælletekniske overlegenhed og samtidig giver et så tankevækkende og slående perspektiv på den aktuelle, kraftigt stigende og måske lidt oversete nye interesse fra kapitalen for naturressourcerne i Arktisk, fx olie og råstoffer.
Arktiske anmeldelser
Læs endelig Helms’ roman og fæld en lille, befriende tåre.
Dagbladenes Bureau
Danish post-colonial conscience examination in the form of narrative fiction.
Danish Literary Magazine
Helms evner at skrive fortrinligt.
Sermitsiaq
af samme forfatter
De Dødes Fjord
Dansen i Genève, Forlaget Ries, 2005
Giftpølen, Modtryk, 1977